Håndbold vedtægter
Håndboldafdelingens vedtægter
1. Afdelingens formål
At være en afdeling med et levende engagement, et stort fællesskab og et godt kammeratskab indenfor afdelingen og på tværs til andre afdelinger i foreningen og til lokalsamfundet.
At udbrede interessen for håndbold i lokalområdet.
At skabe mulighed for motion, sundhed og livsglæde ved håndbold og de dertil naturligt hørende aktiviteter og andre sociale tiltag.
At skaffe dens medlemmer adgang til at dyrke håndbold.
At udbrede forståelsen for fairplay både på banen og på sidelinjen.
At medvirke til at skabe gode rammer for medlemmernes sportslige og sociale udvikling.
At udbrede forståelsen for foreningernes foreningsliv, herunder medlemmernes rettigheder og pligter.
At medlemmerne er med til at værne om Korshøjhallen og dens faciliteter.
2. Afdelingen
Håndboldafdelingen er en afdeling under SMIFF09.
Afdelingen ledes og administreres af en afdelingsledelse, inden for de af SMIFF09 gældende vedtægter, samt indenfor de af koordinationsudvalget godkendte budgetrammer.
Afdelingsledelsen består af som minimum 1 afdelingsformand, 1 økonomiansvarlig, 1 aktivitetsansvarlig og 1 kommunikationsansvarlig, samt øvrige medlemmer efter afdelingens eget valg. Afdelingsformænd vælges for en 2-årig periode, og øvrige medlemmer til afdelingsledelsen vælges for en 1 eller 2 årig periode efter afdelingens eget ønske. Valg sker på afdelingsårsmøde, der afholdes før hovedgeneralforsamlingen i SMIFF 09.
Afdelingen kan supplere antallet af menige medlemmer efter behov, og afdelingen kan oprette og nedlægge særlige underudvalg til at forestå forskellige afgrænsede opgaver.
3. Økonomi
Afdelingens økonomi styres af den økonomiansvarlige. Alle økonomiske transaktioner foretages gennem den økonomiansvarlige i forretningsudvalget.
Afdelingen udarbejder budgetter, der tilsendes forretningsudvalget efter en aftalt tidsfrist og godkendes af koordinationsudvalget.
Afdelingen er budgetansvarlig overfor forretningsudvalget.
Medlemskontingenter, medlemstilskud og lokalerefusioner samt indtægter fra afdelingens sponsorvirksomhed tilfalder afdelingen.
Afdelingen kan opspare 50 % af et eventuel overskud på årsregnskabet. Opsparingen anvendes til større investeringer og særlige initiativer. Afdelingen kan søge hovedforeningen eller Støtteforeningen om at få støtte til større investeringer. Større afdelingsinvesteringer søges og aftales med forretningsudvalget før pengene bruges. Forretningsudvalget skal godkende udbetalingen af pengene.
Større sponsoraftaler skal koordineres med og godkendes af forretningsudvalget.
Større aktiviteter i afdelingen skal koordineres og aftales med forretningsudvalget, og der skal som minimum udarbejdes en årsplan for sådanne arrangementer. Denne skal ledsage afdelingens budgetforslag.
Afdelingsformanden er ansvarlig for, at ingen midler anvendes til indkøb, uden at den pågældende har underskrevet en af forretningsudvalget autoriseret rekvisition. Underskriftbemyndiget i afdelingen er kun afdelingsformanden.
Kontingentopkrævninger henhører under afdelingens økonomiansvarlig i samarbejde med foreningens økonomiansvarlig. Kontingentopkrævning sker på baggrund af ajourførte medlemslister, der som minimum indeholder navn, alder, bopæl, mail og telefonnr. Adresselisterne skal være udarbejdet således, at kontingent kan opkræves rettidig og i god tid før sæsonafslutning.
Afdelingen skal i fornødent omfang være behjælpelig med opkrævning af kontingentrestancer.
4. Medlemmer
Enhver der ønsker det, kan optages som medlem, efter henvendelse til afdelingens ansvarlige ledelse. Ved optagelse i afdelingen udfyldes indmeldelsesblanket. For ungdomsmedlemmers (under 18 år) vedkommende skal indmeldelsesblanketten være underskrevet af forældrene.
Medlemskab af afdelingen, er et engagerende og forpligtende medlemskab, hvor medlemmet (forældre) forventes at deltage aktivt i afdelingens og foreningens virke.
Et medlem, der overtræder afdelingens vedtægter eller ved sin opførsel gør sig uværdig til at forblive medlem, kan ekskluderes. Enhver eksklusion skal godkendes af forretningsudvalget og kan efter medlemmets ønske tages op på foreningens generalforsamling.
5. Kontingenter
Medlemmer af afdelingen er forpligtiget til at betale kontingent, indtil den pågældende har meddelt afdelingsformanden eller den økonomiansvarlige, at man ikke længere ønsker at være medlem.
Ved kontingentrestance fra sidste år/sæson kan aktivitet i afdelingen ikke startes.
Et medlem, der ikke betaler kontingent rettidig kan af afdelingsledelsen med øjeblikkelig varsel formenes adgang til at deltage i den aktivitet, hvor der er kontingentrestance. Den enkelte afdeling kan fastsætte et genindmeldelsesgebyr for fortsat medlemskab (skal godkendes af forretningsudvalget). Et medlem kan indgå afdragsordning med afdelingen ligesom forretningsudvalget kan godkende kontingentfrihed eller kontingentnedsættelse, hvis sociale årsager taler herfor.
Afdelingens medlemskontingenter skal godkendes af forretningsudvalget efter oplæg fra afdelingsledelsen.
6. Afdelingsårsmøde
Ordinært afdelingsårsmøde afholdes inden hovedforeningens generalforsamling, som afholdes i marts måned. Tid og sted bestemmes af forretningsudvalget efter aftale på et koordinationsudvalgsmøde året før. Årsmødet skal indeholde følgende dagsorden:
Valg af dirigent.
Formandens beretning
Regnskabs- og budgetorientering (aflægges af den økonomiansvarlige)
Indkomne forslag
Valg af formand (kun hvert andet år)
Valg af udvalgsmedlemmer og suppleanter.
Eventuelt
7. Stemmeret til årsmøde
Et medlem har stemmeret til årsmødet, når medlemmet er fyldt 15 år, har været medlem i min. 3 måneder og ikke skylder kontingent.
Stemmeafgivning kræver personligt fremmøde. Opstilling til valg kan ske ved fuldmagt.
Medlemmer er valgbare når man er år fyldt 17 år, og i øvrigt opfylder betingelserne nævnt ovenfor.
Forældre til medlemmer under 15 år har stemmeret og er valgbare når ovennævnte betingelser er opfyldt. Der er en forældrestemme pr. barn og maks.2 stemmer til et forældrepar.
Afgørelser på årsmødet træffes ved almindeligt stemmeflertal. Blot et medlem forlanger det, skal afstemninger være skriftlige.
8. Indvarsling af årsmøde
Indvarsling af årsmøde skal ske med mindst 2 ugers varsel ved som minimum annoncering i offentlige medier og ved opslag i foreningens lokaler. Annoncering kan foretages på en fællesannoncering for alle afdelinger.
Forslag til årsmødet skal være en af afdelingsformændene i hænde senest 8 dage før årsmødet.
9. Vedtægtsændringer
Ændring af afdelingens vedtægter kan kun ske på årsmødet med efterfølgende godkendelse af forretningsudvalget.
Til vedtagelse af beslutninger om ændringer i afdelingsvedtægter kræves, at 2/3 af de afgivne stemmer er for vedtagelsen
Vedtægter for afdelingen skal til enhver tid være i overensstemmelse med hovedforeningens vedtægter.
10. Ekstra ordinært årsmøde
Ekstra ordinære årsmøder afholdes, når:
-et flertal i afdelingsledelsen finder anledning dertil
-når mindst 1/3 af afdelingens stemmeberettigede medlemmer anmoder herom.
-forretningsudvalget ønsker det.
Ønsket om ekstraordinært årsmøde skal altid sendes skriftligt til afdelingsformanden og formanden for forretningsudvalget med oplysning om og begrundelse for, hvad der ønskes behandlet.
Indvarsling sker i de lokale skrevne medier samt på afdelingens- og foreningens hjemmeside senest 14 dage før med oplysning om emner, tid og sted.
11. Afdelingens drift
Afdelingsledelsen varetager den daglige drift af håndboldafdelingen
Afdelingsformanden indkalder til afdelingsmøde efter behov. Ved indkaldelse oplyses dagsorden.
Udvalgets beslutninger træffes ved almindelig stemmeflertal. Ved stemmelighed er afdelingsformændenes stemme afgørende. Der føres referat over afdelingens beslutninger, og referat distribueres til udvalgets medlemmer samt til forretningsudvalget. Indsigelser mod referat skal ske inden 8 dage efter udsendelse. Alternativt føres protokol over udvalgets beslutninger. Protokol skal underskrives på det næstfølgende afdelingsmøde.
12. Afdelingens opløsning
Afdelingen kan opløses, hvis 2/3 af de fremmødte medlemmer, som opfylder alle betingelserne, der er nævnt under ”stemmeret til årsmøde” går ind herfor på 2 af hinanden følgende medlemsmøder, der afholdes med mindst 14 dages mellemrum. Indvarsling sker som ved ekstra ordinært årsmøde.
I tilfælde af afdelingens opløsning eller lukning i en periode skal alle økonomiske og materielle aktiver overdrages til hovedforeningen SMIFF09.
Godkendt på afdelingsårsmøde